Der drikkes sodavand som aldrig før, og vi ser nu kun toppen af isbjerget af skadevirkningen. Hvad sker der, når vi drikker sodavand, juice, saftevand eller danskvand m. citrus, light-produkter?
Fælles for disse drikke er, at de har et stort indhold af syre, der medfører at tændernes emalje opløses, selv om tænderne er renbørstede. Der kan gå op til 2 -3 timer efter indtagelse af disse drikke, inden syren er neutraliseret.
Hvordan ser skaden så ud? Først tyndes emaljen på bagsiden af tanden, skærekanten af fortanden bliver tynd og blålig og begynder at skalle/knække. Tandens facade bliver mat og afglattet, og ser ud, som om den er pudset med et stykke sandpapir. Tandens glans forsvinder simpelthen, og den mister sit ”glimt i øjet”.
Tanden bliver trist, mat, gul og grim. Hvad kan jeg selv gøre? Erstat disse sure drikke med vand, mælk, kakaomælk, kaffe, te (uden sukker) og nyd kun sodavand i forbindelse med madpakken eller et måltid, da maden delvis neutraliserer syren. Skyl evt. munden med vand efter indtagelse af sure drikke.
Kaffe og te med sukker = mange huller
Pas på – den nye trend med sirup i diverse varme drikke kan give rigtig mange huller på relativ kort tid – lynkaries. Undgå at det bliver en vane, og nyd kun sirup o. lign. engang imellem.
Hvad kan jeg selv gøre?
5 vigtige råd:
- Børst altid dine tænder med en fluortandpasta når du står op, og inden du går i seng.
- Sørg for at få dine tænder efterset regelmæssigt, da du ikke selv kan mærke noget inden det er for sent.
- Undgå at drikke sodavand, juice, saftevand mellem måltiderne.
- Træk ikke drikkeriet af sukkerholdige og sure drikke i langdrag, men få det overstået hurtigt. Ellers arbejder syren og bakterierne hele tiden.
- Alle former for misbrug giver dårlige tænder – det gælder også tobak.