Tilskud

Dine muligheder for tilskud afhænger af hvad du skal have behandlet og om du er i grøn, gul eller rød gruppe. I Danmark gives der primært tilskud til tandpleje og næsten ikke til andre tandbehandlinger.

En overenskomst mellem Sundhedsstyrelsen og Dansk Tandlægeforening betyder bl.a., at alle patienter skal placeres i grupperne GRØN, GUL eller RØD.

Hvad betyder det for dig?– dine behandlinger, din indkaldelse og for dine tilskudsmuligheder?

Sundhedsstyrelsen har med virkning fra 1. april 2015 besluttet, at når du indkaldes til undersøgelse, vil din tandlæge hver gang skulle tage stilling til om du er grøn, gul eller rød patient.

Hvad betyder det for dig?
Hvor du placeres afgøres af tandlægens vurdering af dit behandlingsbehov og af dine risikofaktorer, og har bl.a. betydning for hvor ofte du indkaldes.
Det påvirker også dine tilskudsmuligheder fra din region, og evt. fra Sygeforsikringen Danmark*

Er du GRØN?
Sunde tænder, tandkøb og mundhule placerer dig i GRØN gruppe.
Som GRØN bliver du indkaldt til fornyet undersøgelse her på klinikken med minimum 12 måneders mellemrum.
TILSKUD: I forbindelse med undersøgelsen er du berettiget til en tandrensning med tilskud fra din region.

Sunde rene tænder giver velvære!
Er du en af de mange som ønsker at få tænderne renset oftere, skal du huske at du som GRØN maksimalt kan få tilskud til tandrensning 1 gang om året. Yderligere tandrensninger sker alene ved egenbetaling*

Er du GUL?
Aktiv sygdom i tænder, tandkød eller mundhule placerer dig i GUL gruppe men kun hvis din tandlæge her på klinikken vurderer, at du selv kan medvirke til en bedre sundhedstilstand: f.eks. ved at holde igen med søde sager, stoppe med tobaksrygning og være endnu grundigere med tandbørsten.
Ved en fælles indsats kan du blive sygdomsfri, og overgå til GRØN gruppe.
Som GUL patient vil du, ud fra din tandlæges vurdering af dit behov, i løbet af året blive indkaldt til én eller flere fokuserede kontrolundersøgelser her på klinikken.
TILSKUD:  Som GUL patient kan du få tilskud til mere end 1 tandrensning om året.

Er du RØD?
Aktiv sygdom i tænder, tandkød eller mundhule placerer dig i RØD gruppe når din tandlæge samtidig vurderer, at du p.t. ikke selv er i stand til at bedre sundhedstilstanden i mundhulen.
Det kan skyldes generel sygdom eller at du får medicin med bivirkninger. Din tandlæge sætter forebyggelse og behandling i gang, og du skal forvente at blive indkaldt hyppigt.
TILSKUD: Du får tilskud til forebyggelse/tandrensning, behandling og kontrol efter behov*.

Skulle du ikke mere have behov for den medicin eller behandling som har haft bivirkninger er der mulighed for at Du kan skifte status fra RØD til GUL.
Videre herfra kan en snak med din tandlæge her på klinikken om hvad I sammen kan gøre m.h.t. forebyggelse og forbedret mundhygiejne muligvis bringe dig hele vejen – til GRØN.

NB: Vær evt. også opmærksom på ændrede tilskudsregler fra Sygeforsikringen Danmark. Se mere på http://www.sygeforsikring.dk

Hvad er ”aktiv sygdom”?
Aktiv sygdom betyder, at du har sygdom i tænder, tandkød eller mundhule, som kræver forebyggelse og/eller behandling. Det kan f.eks. være caries, tandkødsbetændelse, paradentose, syreskader eller anden sygdom. Hvis du har aktiv sygdom, vil det i nogle tilfælde være nok, at du får en individuel forebyggende behandling – også kaldet en IFB. Det gælder fx, hvis du har begyndende caries, og tandlægen vurderer, at du kan forhindre hullet i at udvikle sig, hvis du selv gør en indsats; og tandlægen instruerer dig i, hvordan du opretholder en god mundhygiejne. Samtidig med dette foretager tandlægen evt. en fluoridbehandling.

Hvad betyder ”risikofaktorer”?
Risikofaktorer kan påvirke din risiko for sygdomme i munden. Det er f.eks. dine tandbørstevaner, dit sukkerforbrug og forbrug af syreholdige fødevarer, alkoholforbrug, medicinforbrug, tobaksrygning og din sygdomshistorie.